LABELFOKUS. Det elektroniske label Hyperdub afspejler britisk basmusik ved hele tiden at forandre sig og bryde med genrekonventionerne. Vi tegner et portræt sammen med den danske 2000F fra kollektivet OHOI!, der selv har udgivet på selskabet og er manden bag EN Hyperdub-fest i København i aften.
Britisk basmusik er en konstant muterende organisme, kontinuerligt på vej frem og i færd med at omskrive sin egen genetiske kode. Den varierer.
Drevet af en rastløs trang til at løsrive nuet fra sin umiddelbare fortid, skyder variationer frem i et tempo, der hele tiden overflødiggør de forpustede forsøg på at kategorisere: garage, dubstep, funky, wonky, bassline, postdubstep. Bliv selv ved.
Hver afvigelse kan ses som del af et rodsystem, hvor rødder vokser på kryds og tværs, berør hinanden og skilles, uden noget ordnende princip, ingen synlig sammenhæng og autonomt af den oprindelige stamme, hvorfra de skød.
Eller man kan gøre det modsatte og forsøge at organisere mutationerne i et kronologisk narrativ med en klar kausalitet, der forklarer og forankrer de anarkistiske knopskud i et fælles ophav, hvor geografi og kultur spiller en vigtigt rolle. Hvilket den britiske journalist Simon Reynolds gjort. The Hardcore Continuum, kalder han sin teori.
Kort fortalt er den et rammeværk for forståelse af nutidens britiske basmusik, som han mener kan spores tilbage til en kollision mellem dub reggae, dancehall, hiphop og acid house og rave i starthalvfemsernes London og enkelte nordengelske byer med en stor afro-caribisk befolkning.
Ud af dette soniske sammenstød voksede uk hardcore, det første britiske alternativ til centraleuropæisk og amerikansk techno og house, og genealogiens afsæt, fordi lyden sidenhen muterede til jungle og drum’n’bass til 2step og garage til grime og dubstep og så videre og så videre.
Evolutionens røde tråd, hævder Reynolds, er rytmiske eksperimenter, manipulerede vokalsamples og en udforskning af den dybe bas, formidlet fortrinsvis via en infrastruktur bestående af piratradioer og lokale djs.
En af dem, der tilskriver sig ideen, er Steve Goodman aka Kode9, producer, dj, forfatter og ejer af Hyperdub. Et label, der eksemplificerer britisk basmusik ved hele tiden at forandre sig og bryde med de konventioner, det ofte selv har defineret, i en videreførelse af de kendetegn, the Hardcore Continuum beskriver.
Den London-baserede skotte i eksil startede Hyperdub i 2001 som en blog, der fokuserede på jamaicansk indflydelse på elektronisk musik med udgangspunkt i Londons baskultur, men besluttede sig for at udvide sin enmandsvirksomhed til et label, da han udgav sin egen tungt slæbende produktion ’Sine of Dub’ i 2004 sammen med vokalisten Daddi Gee, bedre kendt som Spaceape.
Uventet succes regnede over Hyperdub allerede to år efter, hvor selskabet sneg sig ind på et bredere publikum med udgivelsen af Burials selvbetitlede debut. Værket var og er en milepæl i britisk basmusik, fordi det med sine synkoperede beats, melankolske filmsamples og varme vokalmanipulationer ekspanderede genrens følelsesregister og skabte en indgangsvinkel til en selvrefererende lyd for mindre indforståede lyttere.
Siden da har Hyperdub modstået fristelsen for at gentage sig selv og er i stedet fortsat med at udfordre en stadigt voksende lytterskare med vidt forskellige udgivelser, der spænder fra dancehall-eksperimenter i skikkelse af The Bug og hans King Midas Sound over Zomby og Jokers farvestrålende wonky til Kode9s egne favntag med house på sit seneste album med Spaceape, ’Black Sun’.
Og selvfølgelig med danske 2000F & Jkamata, der stod for en af Hyperdubs mest originale, overrumplende singler, ’You Don’t Know What Love Is’ fra 2009, et forførende stykke Zapp-inspireret fremtidsfunk tilsat rullende baslinjer og vocoder-croon.
Vi har snakket Hyperdub og britisk basmusik med 2000F fra kollektivet OHOI!, der i aften slår dørene op til en storstilet Hyperdub-aften på Pumpehuset i København. Den kan du læse meget mere om her. Det er vel overflødigt at sige, at vi på det stærkeste anbefaler, at du kigger forbi.
Er Hyperdub et dubstep-selskab?
»Det udspringer fra miljøet, men det ville være forkert at kalde dem et dubstep-label, fordi de har ikke begrænset sig til en lyd, som for eksempel Tempa har gjort det. I stil med andre engelske labels som Ninja Tune og Warp, der først var knyttet til en specifik scene, har Hyperdub skabt sig et nyt fundament, hvor de nærmest kan udgive, hvad som helst.«
»Det er interessant på godt og ondt, men først og fremmest betyder det, at de har fået kæmpestort publikum, der måske stifter bekendtskab med dubstep for første gang gennem de mere tilgængelig udgivelser fra Samiyam, Burial eller King Midas Sound.«
Hvilken rolle spiller Hyperdub i udviklingen af britisk basmusik?
»Det har spillet en stor rolle. Især fordi det startede som en blog, der beskrev et miljø, der nærmest ikke havde noget navn. Steve Goodman var en af de første til at sige, at her sker et eller andet, og I bliver nødt til at lytte efter, ved at eksponere tidlig grime fra Østlondon og dubstep fra Sydlondon som dj, blogger og radiovært på Rinse FM. Han er meget ydmyg, men han spiller nok en større rolle, end han vil være ved, fordi han hele tiden har været med til at skubbe lyden den nye engelske lyd fremad. Uanset hvilket navn, du så giver den. Han er altid fremsynet, altid et skridt foran. På den måde er Goodman og Hyperdub et eksempel på hele scenen.«
Hvordan ser du det?
»Det, der gør den engelske scene unik, er, at man blander alt. Trinidanske soka-rytmer, jamaicansk dub, electro og techno fra Detroit, r&b og hiphop, det hele ryger ned i gryden. Modsat de meget låste elektroniske scener i Berlin, Frankfurt og Detroit, så er viljen til at eksperimentere den røde tråd i England. De seneste par år har der været fascination af techno med 2562, Martyn og Appleblim og nu er det så juke fra Chicago, man er inspireret af. Hvor fanden kom det fra?«
Hvorfor lige i London, tror du?
»Det er nok ikke tilfældigt, at det sker især i London, hvor alle de her producere med forskellige kulturer, Benga fra Nigeria eller Skream med sin Cockney-baggrund, møder hinanden på klubberne og bliver inspireret af musik fra hele verden. Det er sindssygt spændende! Og det er Hyperdub med til at understøtte ved hele tiden at tage chancer og turde at eksperimentere. Steve Goodman kalder det selv for mongrel music, en lyd, der kun er sin egen i kraft af i sine inspirationskilder.«
Hvordan har Burials succes påvirket Hyperdub? Er det udelukkende positivt?
»Det har jo givet dem nogle penge til at støtte undergrunds-udgivelserne, og så har det åbnet øjnene for britisk basmusik for house-, techno-, hiphop- og måske endda for indie-publikummet. Men de snakker ikke særlig meget om Burial. Successen har også været lidt irriterende, fordi det hele tiden er ’spil noget burial spil noget burial’.«
Steve Goodman er nærmest involveret i alle aspekter af scenen. Men det er lidt specielt, at han også har den her rolle som forsker og underviser på University of East London, han står også udenfor og betragter sit eget arbejde fra en teoretisk synsvinkel. Hvad bidrager han med i den rolle?
»Han er kendt som produceren og djen Kode9, men som forskeren og forfatteren (af ’Sonic Warfare: sound, affect & the ecology of fear’ på MIT Press, red.) Steve Goodman bidrager han med at formidle den her ide om den røde tråd, der løber gennem baskulturen. Han konceptualiserer den musik, han selv er en del af og sætter den i en større social kontekst. Det er spændende rolle, han skal virkelig holde tungen lige i munden, men det giver kulturen et ekstra lag, der virkelig er interessant.«
EKSTRA / INSPIRATION
Steve Goodman om the Hardcore Continuum
Steve Goodman – Sonic Warfare: Sound, Affect and the Ecology of Fear
Simon Reynolds forklarer the Hardcore Continuum (lang)
Simon Reynolds diskuterer modstanden mod sin teori
Artikelserie i Wire Magazine, der ligger til grund for teorien
Simon Reynolds – Energy Flash: A Journey Through Rave Music and Dance Culture
