Real Estate – beskriver det bittersøde forstadsliv

FEATURE. Den amerikanske indietrio Real Estate følger op på den selvbetitlede debut med albummet ‘Days’, der digter videre på myten om den amerikanske forstad og nærer dagdrømme, der ligner falmede polaroidfotografier. Her deler de deres inspirationskilder.

Som udtryk for middelklassen og alle dens glæder og genvordigheder, den materielle overflod og forpligtende frihed, er den amerikanske forstad uendeligt fascinerende og takket være fiktionen efterhånden en del af den kollektive underbevidsthed.

Selv om man aldrig har fulgt dem, kan man ubesværet kortlægge de endeløse villaveje, der snor sig gennem siderne af Jonathan Franzen, Jeffrey Eugenides og Richard Yates’ romaner om det ulideligt lette liv i suburbia. Det føles trygt, næsten som at vende hjem, hvilket selvfølgelig er umuligt. Der er ikke noget at vende hjem til.

Måske er det derfor, at Real Estates dagdrømmende indierock føles så nostalgisk, så summende af uforløst længsel, fordi den refererer til et sted, der kun eksisterer i fantasien. Lange formålløse forstadsdage beskrevet af diskrete guitarfigurer, der tegner cirkler om sig selv, mens vokalen strækker sig ubekymret som en doven teenager under en lavtstående sol. Har det nogensinde været sådan?

»Our careless lifestyle, it was not so unwise,« synger Martin Courtney på ’Green Aisles’, og så er der ikke langt til Dustin Hoffman, der driver rundt i en svimming pool med solbriller og en dåseøl på maven i ’The Graduate’. Suk.

Nå, men vi er i hvert fald ret så begejstrede for den sympatiske trios nye album ’Days’, og derfor har vi bedt Alex Bleeker og Martin Courtney sammensætte en playliste med inspirationskilder. Ikke overraskende er der blevet plads til bysbørnene The Feelies og Yo La Tengo. Selvfølgelig er der det.

Gæsteliste: Real Estate

Pink Floyd – Green is the Colour
Alex: ‘David Gilmour synger sangen på Pink Floyds soundtrack til filmenMore’, men den bedste version ligger på en tidlig live bootleg ’Atom Heart Mother Goes on the Road’. Gode melodier, komplet med et utrolig guitarklimaks.’

Pavement – Shoot the Singer (1 Sick Verse)
Alex: ‘En af mine absolut favoritsange fra et af mine absolut favoritbands. Fra ’Watery, Domestic’-ep’en (og opsamlingen ’Slanted & Enchanted: Luxe & Reduxe‘, red.).’

Prefab Sprout – When Love Breaks Down
Alex: ‘En af de bedste gaver, vores oprindelige trommeslager, Etienne Duguay, gav mig, var evnen til at sætte pris på Prefab Sprout. Den her sang er vokset på mig kontinuerligt over de sidste to år, og der er nu tale om en direkte besættelse.’

The Feelies – Original Love
Alex: ‘For tiden har jeg næsten kun lyst til at lytte til akustisk, skramlet pop. Ingen gør det bedre end vores hjembys (New Jersey, red.) helte, The Feelies.’

The Beach Boys – Don’t Worry Baby
Alex: ‘Jeg tror ganske enkelt ikke, at popmusik nogensinde vil kunne lyde bedre end det her nummer. Brian Wilson har fuldstændigt styr på popformattets tre minutter. Jeg kan især godt lide den sparsomme men effektive brug af guitaren.’

 

Jesus and Mary Chain – Happy When It Rains
Martin: ‘Jeg er først begyndt at lytte til det her band for nylig, men jeg har det som om, jeg altid har kendt deres musik, fordi de har haft så stor indflydelse på meget af den musik, jeg elsker. Det er ligesom, hvis du ser en scene i en film eller læser noget i en bog og endelig forstår den reference fra The Simpsons, du så i et afsnit som dreng. Jeg elsker deres første album, men vi kan ikke lytte til den på vores elendige anlæg i vores minibus, det lyder som en susen, på grund af måde den er optaget på.’Darklands‘ er næsten lige så godt, og det hjælper en del, at de skruede lidt ned for støjen.’

John Fahey – Orinda-Moraga
Martin: ‘Jeg kunne have valgt en hvilken som helst Fahey-sang, hans numre er næsten udskiftelige i den forstand, at de er perfekte, når du er i et helt bestemt humør. Melodierne er så komplekse, men samtidigt umiddelbare og smukke, de klæber sig til hjernen og har flettet sig ind i meget af den musik, jeg selv har skrevet’.

The Kinks – Do You Remember Walter
Martin: ‘Da vi startede Real Estate, havde jeg en ide om, at vi skulle lyde som the Kinks, især hvad angår trommerne. Deres fills er så fantastiske. Jeg elsker den rastløse stil, mange af deres sange har, lidt fjollede tekster og uventede melodier. De tager ikke sig selv alt for seriøst. De er det oprindelige indieband.’

Yo La Tengo – You Can Have It All
Martin: ‘Jeg kan ikke lave en liste uden Yo La Tengo. Jeg kan lytte til dem hele tiden, de er en af mine klare favoritter. De er er fantastisk gode til at lade hver enkelt sang definere, hvordan den er arrangeret, eller måske er det omvendt. Alle sangene på et album kan lyde vidt forskellige, men du ved med det samme, at det er Yo La Tengo. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men det gør mig bare i rigtigt godt humør.’

EKSTRA

Koncert: Real Estate, Lille Vega, den 9. december
Ducktails – III: Arcade Dynamics (Sideprojekt fra Real Estates Matt Mondanile)

Om Niklas Krigslund

Redaktør for WiMP Danmark. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og tidligere skribent for Soundvenue og metroXpress. Kontakt: niklas.krigslund@aspiro.com.
Kategori: Feature   Stikkord: , , , , , - Permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>