Dig & Mig – Våde gummisko på Nørrebro

INTERVIEW: Punkpop-duoen Dig & Mig lefler ikke for nogen. Og med Sune Wagner fra The Raveonettes som producer har de lavet deres debutalbum ‘Sommervarmen’ på deres helt egne præmisser. »Det eneste vi har tænkt over er, at alle sangene skulle være svære at få ud af hovedet igen, når først man havde hørt dem«.

Tre akkorder, en guitar, en trommemaskine og en tekst om at flygte fra hverdagens stress og jag. Det er ikke ligefrem raketvidenskab at skrive en af årets bedste popsange, men så igen, det er der heller aldrig nogen, der har påstået. Paul McCartney skrev trods alt ‘Yesterday’ i søvne.

Som Dig & Mig fortæller i dette interview, skrev de ikke popknaldperlen ‘Johanne’ i søvne, med derimod som en fødselsdagsgave til en veninde. Sådan. Bum. Ikke så mange mellemregninger. En god melodi er en god melodi. Senere kom der flere sange til. Flere iørefaldende melodier og flere tekster om at kærlighed, venskab og våde gummisko i regnen.

For sådan er livet, når man ung, og bussen kører væk uden at have set en. Så er der langt til Nørrebro. Heldigvis kan man høre Dig & Mig, mens man går trasker hjem.

 

Hvordan opstod Dig & Mig?

»Det startede med at Andreas veninde Johanne havde fødselsdag, og så skrev vi en sang til hende. Den sang blev ret fed, så vi tænkte, at dem kunne vi da godt lige skrive nogle flere af«.

Det er et ekstremt iørefaldende album, udtrykket er helt simpelt og sangene
rammer plet nærmest første gang, man hører dem. Hvilket udtryk er I gået efter?

»Vi har som sådan ikke søgt et udtryk eller prøvet at ramme et eller andet smart. Det er simpelthen bare sådan, det lyder, når vi spiller og skriver musik. Det eneste vi har tænkt over var bare, at alle sangene skulle være svære at få ud af hovedet igen, når først man havde hørt dem«.

Jeg kan ikke lade være med at få associationer til dansk 80’er-pop og
-punk, når jeg lytter til albummet? Hvilke bands er I inspireret af?

»Det er svært at nævne specifikke bands, det er nok mere en æra, der går fra 1977 til 1982 eller sådan noget. Punkrocken og popmusikken var vild lige der«.

Der er noget arbejderklasse og 70’er-stemning over jeres tekster: “Hiver
penge hjem, bruger dem igen” og “altid det samme mas”. Jeg kom i hvert fald
til at tænke på 70’er-klassikere som ‘Vil du se min smukke navle’ og
Vesterbro Ungdomsgård. Kan I nikke genkendende til den sammenligning?

»Det er vendinger, der bare falder os naturlige at bruge. En af grundene til at folk synes, det her band er totalt retro, ligger meget i teksterne, har vi fundet ud af. Folk er ikke vant til det her umiddelbare hverdagsdansk og sætter det straks i kontekst med noget fra en svunden naiv tid. Det mener vi ikke nødvendigvis er rigtigt. 

Der kan godt være en tendens til i dansk musik, at man udtrykker sig på dansk, som man ville have gjort, hvis det var engelsk. Det er en skam, for så mister sproget lidt af sin charme. Man må ikke tænke for meget over, om det lyder cool og fedt, det man synger, for så ender man med nogle meget kedelige tekster, for alle finurlighederne er skåret væk«.

Hvorfor valgte I Sune Wagner som producer?

»Fordi vi ville have en, som ikke var bange for at larme lidt. En som var klar på ikke at gøre det, som man plejer. Det er f.eks. ikke sikkert, vi havde fået lov til at droppe at indspille bas, hvis vi havde arbejdet med en anden producer«.

Hvordan var han at arbejde sammen med?

»Fremragende. Han var virkelig flink og seriøs. Han var helt klar på at holde fast i vores udgangspunkt, som var det her simple set-up med vokal, trommmaskine og guitar«.

I indspillede jeres første ep på en firespors båndoptager – havde I nogle
betænkeligheder ved at at indspille i et rigtigt studie?

»Nej tværtimod, vi glædede os faktisk. Det var ren luksus i forehold til at sidde hjemme i Kaspers lejlighed og bikse rundt med noget skramlet gear og en båndoptager. Men forholdne var egentlig lidt de samme. Bare med en større båndoptagere«.

Jeg så jeres koncert på Vor Frue Plads forleden, og det var fedt at se, hvordan alt fra ældre punkere til små børn tog godt imod jeres musik. Hvorfor tror I, jeres sange rammer så bredt?

»Der er måske noget befriende over et band, som bare står og knalder 10-12 sange af på 25 minutter på dansk, og som er catchy og nemme at lære. Det er altid rart, når man føler, at man kan være med. Det her musik er jo ret ukompliceret, dog uden at det bliver kedeligt, vil vi mene«.

Hvordan ser fremtiden ud for Dig & Mig?

»Det aner vi ærligt talt ikke. Det hele er gået helt vildt stærkt. Vi skal bare ud og spille og få skrevet nogle flere sange, så vi kan spille et lidt længere sæt«.


EKSTRA

Waldo & Marsha præsenterer yndlingssange
Hør hele Roskilde 2012-programmet
Kommentarspor: Nikolaj Nørlund fortæller om sit nye album

Om Jonas Kleinschmidt

Jonas Kleinschmidt er musikredaktør hos WiMP Danmark
Kategori: #danskmusik, Interviews, Roskilde Festival 2011   Stikkord: , , , - Permalink.
En kommentar
  1. Cool interview. Ser frem til at se dem på Roskilde.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>