Det er tid til at gøre status. Vi er syv måneder inde i 2012, og året har allerede budt på en lang række fremragende sange. Fra nye talenter som Michael Kiwanuka, Grimes (billedet) og Carly Rae Jepsen til etablerede navne som Bruce Springtsteen, The Walkmen, Beach House og the xx. WiMP-redaktionen giver dig de 50 bedste udenlandske sange fra første halvdel af 2012.
Hør WiMP-playliste med halvårets bedste udenlandske sange her
Reglerne er simple. For at komme med på listen, skal sangen være udgivet i 2012. Det vil sige, at singler, der udkom sidste år, men er med på album fra 2012, ikke er med på listen. Det gælder f.eks. Gotyes ørehænger ‘Somebody That I Used To Know’ og Funs ‘We Are Young’.
Listen er ikke rangordnet, men derimod sat sammen, så den forhåbentligt kan høres fra start til slut. Er der noget, der efter din mening mangler på listen, så kom med din kommentar til listen på vores facebook eller i kommentarfeltet herunder.
LÆS OGSÅ: Halvårets 50 bedste danske sange
Playlisten lægger ud med r’n'b-crooneren Frank Ocean, der netop har udgivet sit debutalbum ‘Channel Orange’. ‘Lost’ er et af de mere upbeat numre på albummet og kombinerer frækt et funky bas-riff med new wave-poppede synths og et tørt trommebeat. Herfra bevæger vi os videre til groovy electropop fra Santigold og Grimes (billedet), minimalistisk indiepop fra briterne i the xx, nostalgisk noir-pop fra Lana Del Rey og årets ubestridte ørehænger, ‘Call Me Maybe’ af Carly Rae Jepsen.
Ud af det blå dukkede tidligere på året den britiske singer/songwriter Michael Kiwanuka op og lød som en blanding af Nick Drake og Otis Redding. Han er repræsenteret på listen med den smukke ‘I Won’t Lie’.
Blandt de nye spændende navne fra i år er skotterne i Django Django og deres legesyge electro-organiske indiepop, som kan minde om den The Beta Band dyrkede i slutningen af 90′erne.
Organisk og endda direkte sumpet var sydstatsbandet Alabama Shakes’ debutalbum, der kombinerede forsangerinde Brittany Howards Janis Joplin-agtige rockhyl med bluesede og soulede rockskabeloner. Og så skyldte bandet i øvrigt Creedence Clearwater Revival en hel del.
Rutinerede kræfter som Beach House, Spiritualized, M.I.A., Hot Chip, The Walkmen, Patti Smith, The Shins og selvfølgelig Bruce Springsteen har også gjort deres for, at 2012 har haft sin del af fantastiske singler.
På den elektroniske front har Burial, Actress og Drexciya hver især bidraget med stærke udgivelser, og så nåede første halvdel af 2012 også at få sit første episke metalmesterværk i form af franske Gojira og deres femte langspiller ‘L’Enfant Sauvage’.
Hiphoppen har også haft det godt. Især vanvidstrekløveret Death Grips imponerede med en samling maniske og kaotiske produktioner tilsat MC Rides hektiske rap, produceren EL-P skabte en effektiv blanding af tunge og eksperimenterende beats, og så udgav Killer Mike halvårets måske bedste hiphopalbum (produceret af EL-P i øvrigt). Hør f.eks. nedenstående track, hvor Killer Mike sætter alt på plads.
Vi glæder os til at se, hvad resten af 2012 byder på. God fornøjelse med playlisten!






