I gamle dage hældte hun rødvin ud over drengene, hvis de havde været nogle idioter. Det gider Sys Bjerre ikke længere. »Man bliver nok lidt mere rolig med alderen«, siger hun selv. Vi har mødt hende til en snak om karma, kendis-liv og klisterbånd.

Når man hører dit album får man fornemmelsen af at komme tæt på. Er du aldrig betænkelig ved at udlevere dig selv og dit liv i dine sange?

»99 procent af det jeg skriver handler om mig selv og mine observationer af verden omkring mig. Jeg har altid følt, at jeg blev nødt til at give noget af mig selv. Uanset om det handler om forelskelser eller politiske budskaber, så skal man kunne mærke det. Sangskrivning for mig er ligesom at skrive dagbog. Selvfølgelig er der et filter på, det er noget, jeg har lært med tiden. Der er også grænser for, hvor personlige ting skal være. Men jeg skriver det, som jeg gør, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi det er det, jeg selv synes er interessant at lytte til«.

Du er altid god for et snappy comeback i dine tekster. Som om der sidder sådan en lille dvævel på din skulder, som ikke kan lade være med at stikke sit fjæs frem. På dit nye album sker det på nummeret ‘Karma’. Hvor kommer den lyst til at sætte folk på plads fra?

»Det er bare sådan, jeg er som person. Jeg ved godt, hvad jeg synes er retfærdigt, og hvad jeg ikke synes er retfærdigt. Der er ikke nogen, som skal jokke på mig. Nu kom jeg frem på en sang om hævn (Malene, red), og det er ikke fordi jeg udøver hævn, okay dengang var jeg måske lidt mere tilbøjelig til at hælde rødvin i en drengs taske, hvis han havde været en idiot, men nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg i stedet lader karma tage over. Man bliver nok bare lidt mere rolig med alderen. Men jeg har et heftigt temperament, og jeg er ikke bange for at sine min mening. Heller ikke i mine sange«.

Man kan ikke kalde dig barnestjerne, men du er alligevel vokset op og blevet voksen med kamera på. Hvordan har det påvirket dit liv, at du blev Sys Bjerre, ‘sangerinden’?

»Jeg tror, det har tvunget mig til at lære en masse ting hurtigere, end jeg ellers ville have gjort. Jeg blev tvunget til at tage vare på mig selv under nogle lidt andre forhold, end hvis jeg ikke var blevet kendt. Men jeg tror ikke, jeg var blevet en anden person. Jeg har virkelig gjort meget i de her seneste fire-fem år for at holde fast i min egen naivitet og glæde. Og ikke blive bitter. For det er op ad bakke meget af tiden. Lige pludselig går det vildt godt, og så går det pludselig ikke gå så godt. Men jeg gider ikke gå rundt og tro det værste om folk, fordi det gjorde jeg ikke dengang, jeg startede ud«.

Hvis du kunne gå tilbage og give dig selv et råd, dengang du begyndte din karriere, hvad skulle det så være?

»Vær forberedt på, at det kan gå mindre godt. Det havde jeg ikke forestillet mig overhovedet kunne ske. Da jeg havde solgt sindssygt mange plader og havde haft medvind overalt og var blevet båret på hænder og fødder over hele Danmark, så var det som om det hele vendte, og så sagde alle folk. Jamen selvfølgelig. Det vidste du jo ville ske. Og det vidste jeg overhovedet ikke. Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Jeg er bare en lille idiot fra Vanløse. Jeg ved sgu da ikke en skid om noget«.

»Der ville det have været meget fedt at have været lidt forberedt. Pludselig var der f.eks. nogle mennesker, som ikke kunne lide mig som person. Og jeg kan godt se, at jeg har provokeret folk enormt meget bare ved at være den jeg er, og gør det stadigvæk, men nu ser jeg det i stedet som en positiv ting. Dengang kunne jeg ikke skelne den private Sys fra den professionnelle Sys. Så det var vildt svært for mig at finde ud af, at det jo ikke var mig, de ikke kunne lide, men den person de havde set i fjernsynet«.

Tænker du over, at andre mennesker skal kunne relatere til din musik?

»Nej, det kommer bag på mig, hver gang jeg skriver en sang, at andre mennesker kan have det på samme måde. Jeg tænker overhovedet ikke over, om folk kan relatere til det, og det er måske også en af styrkerne, for så undgår man den fælde, som nogle falder i ved at prøve at lave noget som ALLE deres fans kan relatere til, og som så bliver sådan noget pop-mellemvejsagtigt noget. Hvis man skal lave noget, som alle kan relatere til, så bliver det kedeligt«.

Der er en meget sød sang på albummet, der handler om det at finde sammen og finde ægte kærlighed. Du synger, at ægte kærlighed kræver klisterbånd og kompromiser. Hvorfor er det så vigtigt for dig at påpege fejl og ridser i lakken hos dig selv og det at være menneske?

»Fordi der er nødt til at være nogle revner. Det er der, hvor lyset kommer ind, det er det, der er det smukke ved livet. Revnerne og ridserne og alt det grimme og svære. Uden det ville livet være røvkedeligt. Jeg kan godt forstå, at det kan virke som om, jeg har en dagsorden om at fortælle alle, at det er ok, at de er, som de er. Men det har jeg overhovedet ikke. Men jeg skriver sange om mig selv, og engang imellem kan det være meget rart, at fortælle sig selv, at okay, du var lidt en spasser der. Men der er ok«.