Okay, kan det overhovedet lade sig gøre at snakke om oversete Bob Dylan-perler? Hvis der er nogen, som ser og hører ALT, så er det jo Bob-fans. Der findes ikke en lydbid, bøvs eller Bob-prut, som ikke har fundet vej til en bootleg-udgivelse. Alt hvad Dylan rører ved, er i hardcore Bob-fanatikerens ører lig med en åbenbaring. Alligevel har vi altså forsøgt at grave nogle mindre kendte perler frem. Here we go:

Hør playliste med 25 oversete Dylan-perler

Vi begynder med den bidske og vrede ‘She’s Your Lover Now’, der er fra ‘Blonde on Blonde’-indspilningerne, men aldrig endte på albummet. Her er Bob i sit vredeste og mest vrængende hjørne. Han er ikke typen, der sætter sig ned og flæber, når kæresten er skredet. Heller ikke selvom hun er skredet med hans bedste ven. Hun var sgu da alligevel lidt af en kælling, siger han til sig selv og skriver så en sang om, hvor irriterende hun egentlig var.

Et par af de hårdeste linjer fra sangen lyder:

»Yes, you, you just sit around and ask for ashtrays. Can’t you reach?«

Eller hvad med:

»She’ll be standing on the bar soon. With a fish-head and a harpoon. And a fake beard plastered on her brow. You’d better do something quick. She’s your lover now«.

Jo, Bob er vred. Hun er DIN kæreste nu. Deal with it.

Eftersigende skulle sangen være skrevet til Edie Sedgwick, som Dylan kærestede rundt med på det tidspunkt. Sedgwick er mest kendt som Andy Warhols gudesmukke hangaround og femme fatale fra kunstnerkollektivet The Factory. Men om sangen handler om hende, ved kun Dylan.

Der blev i øvrigt lavet en film i 2006, der var baseret på Edie Sedgwicks liv (og løst baseret på hendes påståede affære med Bob Dylan). Filmen hed ‘Factory Girl’ og havde Sienna Miller i rollen som Edie Sedgwick og Hayden Christensen i rollen som Dylan eller Billy Quin, som han hed her.

Videre til næste oversete perle, ‘Property of Jesus’, der stammer fra hans såkaldte kristne periode. Nå, nummeret er fedt, teksten er irriterende frelst, men det rocker af h. til.

Et andet godt nummer fra denne (udskældte) periode i Dylans karriere er ‘Heart of Mine’. Begge numres er fra albummet ‘Shot of Love’ fra 1981, muligvis det Dylan-album med det grimmeste cover nogensinde.

Efter Dylan havde brugt 80′erne på at udgive kristne plader, indledte han 90′erne med det akustiske album ‘Good As I Been To You’, det første helakustiske siden 1964. Albummet bestod udelukkende af covernumre af gamle folk-klassikere, hvoraf et af højdepunkterne (der er et par stykker) er ‘Canadee-i-o’.

Og så springer vi lige tilbage i tiden igen. Nærmere bestemt 1962. Vi skal nemlig have fat i en seriøs sjældenhed, den helt fantastiske ‘Black Cross’, hvor en ung Dylan fortæller historien om Hezekiah Jones, der bliver hængt pga. sin hudfarve og sin tro.

Det er næsten ligesom et høre en oplæsning eller et teaterstykke, hvor Dylan spiller alle rollerne. Med en helt uforlignelig autoritet i øvrigt. Det er næsten ikke til at fatte, at han på daværende tidspunkt stadig ikke har smidt hvalpefedtet.

Det samme kan man sige om hans cover af ‘No More Auction Block’, som Dylan har lært af folk-sangerinden Odetta. Sangen handler om de første slaver, der kom til Amerika.

Læs også: Den anden side af Leonard Cohen

Den uden sammenligning mest udskældte af alle Dylans plader er ‘Self Portrait’ fra 1970. Det er langt fra hans dårligste, personligt holder jeg meget af den og synes albummets tilbagelænede countrysange tåler sammenligning med f.eks. ‘Nashville Skyline’, som modsat ‘Self Portrait’ altid fremhæves som en sand Dylan-klassiker.

Tjek f.eks. et nummer som den blærede ‘Living the Blues’, coveret af Paul Simons ‘The Boxer’ (hvor Dylan synger duet med sig selv) eller den instrumentale ‘Wigwam’, som Wes Anderson har brugt i sin film ‘The Royal Tenenbaums’.

Og nu vi er ved ‘Nashville Skyline’, så lad os da lige tage den her, Bob og Johnny i kæk duet på et af Dylans tidligere numre ‘One Too Many Mornings’. De er så seje. Bob er tilbagelænet og careless, som kun han kan være det, med tyggegummi i munden og den der mærkelige karlsmart-vokal, som han opfandt til Nashville Skyline-pladen. Og Johnny er bare Johnny, kæmpe stor og mægtig med en stemme, der kan slå dig i gulvet.

En anden overset Dylan-perle er nummeret ‘Death Is Not the End’ fra albummet ‘Down in the Groove’. Okay, Dylans version er blot ok, men der findes en live-optagelse på youtube, fremført af ingen ringere end Nick Cave, Kylie Minogue, Shane MacGowan fra det irske punkband The Pogues og Blixa Bargeld fra Einstürzende Neubauten og The Bad Seeds.

Det er et fantastisk klip, fordi smukke lille Kylie er fanget i den her vanvidsopsætning, hvor Nick Cave stavrer rundt som et fugleskræmsel, MacGowan er fuld som altid og Blixa er bare mystisk og indadvendt på den der tyske måde han kan være mystisk og indadvendt på. Det her er KUNST.

Og her til sidst, så lad os lige tage ‘Billy’ fra det soundtrack Dylan lavede til Sam Peckinpahs film ‘Pat Garrett and Billy the Kid’. Det blev ‘Knockin on Heaven’s Door’, som blev bestselleren fra det album, men jeg foretrækker titelnummeret om Billy og Pat Garrett any day.

Hvis du ikke har set filmen, så er det bare at komme igang. Den er god og rørende. Kris Kristofferson er med. Og det er Bob også. Som knivkastende cowboy ved navn Alias. Han har ikke mange replikker, men han kniber øjnene sammen og misser mod solen. Og det er også en egenskab.

EKSTRA

Playliste: Girls With Guitars
Nikolaj Nørlunds playliste
Bloggers By Choice: Yacht Rock-playliste
Kommentar: Selvfølgelig skal du se Bruce Springsteen på Roskilde